Von Erik Jensen
29.11.2015 / Politiken
Liggende på ryggen i sin gamle uniform vågner han op i en bunke af nedfaldne blade i et krat ved den bunker, der blev hans sidste bolig inden den historiske undergang.
Han samler sin kasket op og vandrer ud i den by, han forlod 70 år tidligere ved at begå selvmord. Verden er en helt anden end den, han forlod. Polen er atter et land, Tyskland har indvandrere, er medlem af EU og ledet af en »kvabset kvinde«.
LÆS OGSÅ Hitler-komedie er blevet et kæmpehit i Tyskland
Men snart lærer han at google ordet ’verdensherredømme’ og at begå sig på internettet, han bliver stjerne i sit eget tv-show, udgiver en ny bog og er klar til en ny politisk karriere.
»Jeg fornemmer, at tiden er med mig. Der er en vrede og et had i befolkningen, som minder om dengang i 1930’erne«, konstaterer Der Führer med et lykkeligt ulvesmil under sit berømte overskæg et sted i løbet af sit store comebacktogt til den moderne verden.
Hvis man læser den, finder man også ud af, hvor usammenhængende ideerne bag nazismen var
Helgard Haug, instruktør, 'Adolf Hitler: Mein Kampf'
Adolf Hitler er tilbage i Tyskland og denne gang som en enorm succes:
Han er stjerne i den filmatiserede version af bestseller-romanen ’Er ist wieder da’ (Han er tilbage), som scenen med de nedfaldne blade stammer fra.
En ny mammutbiografi kaster nyt lys over den mørke myte.
Et teaterstykke baseret på hans bog ’Mein Kampf’ turnerer landet rundt.
Og om en god måneds tid udkommer ’Mein Kampf’ igen på det tyske marked – for første gang siden slutningen af Anden Verdenskrig og forfatterens selvmord i bunkeren under Berlin.
LÆS OGSÅ Politikens oprindelige anmeldelse af 'Mein Kampf'
Det kulturelle felttog har bredt sig hele vejen over Atlanten og til det USA, som virkelighedens tyske hærførere trods alt aldrig nåede i nærheden af. I reklamerne for den aktuelle tv-serie ’The Man in the High Castle’ er selveste Frihedsgudinden pyntet med et gigantisk naziflag, mens hun heiler med højre arm. Serien handler om, hvad der ville være sket, hvis Nazi-tyskland sammen med Japan havde vundet Anden Verdenskrig og haft magten – også i USA.
Plakater for serien med nazisymboler i New Yorks subway blev for meget for newyorkerne, så nu er storbyen befriet for reklamerne igen.
Sådan er det ikke i Tyskland. Tyskerne strømmer til biograferne, hvor Hitler stadig er på plakaterne over hele landet. Og på teaterscenerne.
»Hitler er tilbage i kulturen for fuld tryk Men spørgsmålet er, om han nogensinde har været væk. Han vil for altid være en del af den tyske historie og dermed af os selv. Også i de mange andre lande, der ligesom Tyskland er plaget af nynazistiske og højreradikale bevægelser i disse år«, som instruktør Helgard Haug udtrykker det.
Hun er medstifter af det dokumentariske teaterensemble Rimini Protokoll fra Berlin, som i disse uger turnerer i Tyskland med forestillingen ’Adolf Hitler: Mein Kampf’.
Siden 1945, da Det Tredje Rige brød sammen ,og Tyskland lå i ruiner, har det været forbudt at udgive ’Mein Kampf’ i landet.
Først fra 1. januar næste år er det igen tilladt, og der udkommer en såkaldt kritisk udgave af bogen, bearbejdet og kommenteret af en gruppe professorer.
LÆS OGSÅ Var Hamsun en ægte nazist? Svaret er ja
»Vi kom til at tale om bogen i teatergruppen for tre år siden, og det viste sig, at vi alle kender til den, men ingen af os havde læst den«, siger Helgard Haug.
»I Tyskland har de fleste en morfar eller tante, der har den liggende ’et eller andet sted på loftet’. Den bog er i sig selv en slags spøgelse fra nazitiden, som vil fare ud og angribe din hjerne, hvis du tager den frem og læser i den. Vi valgte at gøre forsøget og begyndte at læse den«, siger Helgard Haug.
Blev I så angrebet og inficeret af Adolf Hitlers gespenst og hans tanker?
»Nej, slet ikke. Bogen forekommer helt ufarlig. Den er ret mærkelig og skrevet i et sprog, der for de fleste vil virke underligt og gammeldags. Hvis man læser den, finder man også ud af, hvor usammenhængende ideerne bag nazismen var. Ingen bliver nazister af at læse den bog«.
I forestillingen læser de medvirkende op af ’Mein Kampf’, der første gang blev udgivet i 1925 og solgte i 12,4 millioner eksemplarer i nazitidens Tyskland.
LÆS OGSÅ Fra Munk til Heidegger: De blev også kaldt nazister
De taler om bogen fra forskellige vinkler. I truppen er blandt andre en jødisk advokat, som har lært sig tysk for at være med og flere andre med et mere personligt forhold til bogen.
»Vi beder også publikum om at være med og giver bogen til en tilfældig i salen. Men meget ofte har folk en undskyldning, som at de for eksempel har glemt at tage deres læsebriller med. Folk vil bare ikke læse i den bog«, siger Helgard Haug.
Alle har glemt brillerne
Forvirret strejfer han rundt i sin gamle by. Går gennem Brandenburg Tor og ramler ind i flokkene af turister og deres selfie-stænger. Snart vil alle fra fnisende japanske damer til tyske teenager fotograferes med armene rundt om Hitler eller læberne placeret på hans kinder til et kys. En enkelt erklærer ligefrem sin kærlighed til Der Führer, inden en anden begynder at slå ham.
»Det var utroligt. Jeg var pludselig hovedattraktionen dér, som om jeg var en rockstjerne«, fortalte Oliver Masucci, der spiller A. Hitler i filmen ’Er ist wieder da’ til tyske aviser op til filmens premiere.
I nogle af scenerne har instruktøren David Wnendt valgt at kaste sin hovedrolleindehaver ud i dokumentaristiske tumulter, hvor han møder virkelighedens almindelige tyskere efter samme metode, som den britiske komiker Sacha Baron Cohen (bl.a. ’Borat’) bruger i sine film.
»Vi ville give tyskerne mulighed for at le ad Hitler i stedet for at se ham som et monster, fordi det fritager ham for ansvar for hans handlinger og fjerner opmærksomheden for hans skyld for holocaust. Men det skal være den slags grin, der bliver siddende i halsen, fordi man skammer sig, når man opdager, hvad man egentlig ler ad«, siger instruktøren til den britiske avis The Guardian.
Fra øen Sylt i Vesterhavet til marker og bjerge i Bayern sender David Wnendt Der Führer på roadtrip for at lodde temperaturer og stemninger i hans gamle Reich. Resultatet er nedslående.
»Turen afslørede en følelse af dyb utilfredshed i befolkningen. Uanset hvilken socialgruppe, de hørte til, var folk imod udlændinge og bange for islamisering«, siger David Wnendt til avisen.
Højrepopulister er farligere
At le ad Hitler på film er ikke en ny foreteelse.
Af de cirka 120 skuespillere, der har spilllet Der Führer, gjorde Charlie Chaplin (formentlig den første) tykt nar ad folkeforføreren i ’The Great Dictator’ fra 1940.
Men i ’Er ist wieder da’ foregår ’løjerne’ i vores nutid.
»Latteren befriende og folk velundt, selv om der måske ikke er nogen påtrængende grund til at le ad Hitler lige nu. Jeg spurgte engang den britiske historiker Richard Evans fra Cambridge Universitet, om man kan tillade sig at lave en komedie om Hitler. »Ja, selvfølgelig, hvis den er sjov«, svarede han og det er jo helt sandt«, mener journalisten og historikeren Sven Felix Kellerhoff.
Han har netop udgivet bogen ’Mein Kampf – Die Karriere eines deutschen Buches’. Det er en slags biografi om Hitlers ’Mein Kampf’.
Ifølge Sven Felix Kellerhoff er der ingen grund til at være bange for ’Er ist wieder da’ s popularitet.
LÆS OGSÅ Tyske kunstnere til kamp mod nazisme og fremmedhad
»Man skal ikke bekymre sig over, at filmen foregår i vores tid, det er trods alt bare komedie. Langt farligere er fremmedfjendske og i nogen grad højreekstreme bevægelser som partiet Alternative für Deutschland og Pegida, der har bragt nogle af Hitlers gamle paroler til live – for eksempel ’Lügenpresse’ (Løgnerpresse) eller at omtale politikere som ’folkeforrædere’. Det er at anvende Hitlers tankegang og sprogbrug i nutiden«.
Er de højrepopulistiske bevægelser og partier affødt af Hitler og hans ideer?
»De er sikkert ikke direkte inspirerede, men hadet mod flygtninge kommer af samme holdning, som tilhængere af Hitler havde i Weimarrepublikken. De kræver simple løsninger på meget komplekse problemer og syndebukke, man kan give skylden«, siger Sven Felix Kellerhoff.
»Navnet Adolf Hitler står for det værste brud på civilisationen i den tyske og europæiske historie, for Anden Verdenskrig og mordet på 6 millioner europæiske jøder. Det har nutidens tyske samfund ingen skyld i. I dag lever ingen, som var mere end hjælperes hjælpere i underste lag af nazimen. Men det er stadig vores ansvar, at erindringen om forbrydelserne under Det Tredje Rige huskes. Det er filmen og de øvrige kulturelle tiltag med til«.
Hitler som tv-stjerne
I ’Er ist wieder da’ opdager en falleret tv-mand i Berlin, at en mand, der ligner Adolf Hitler, bruger hans navn og ligefrem kan rulle lige så kraftfuld på r’erne, er løs i gaderne. Han får bragt manden til tv-stationen, hvor han bliver fast inventar i et talkshow, hvis popularitet accelererer uge efter uge. En ung sekretær bliver sat til at lære den sært anakronistiske mand, som alle antager er en slags komiker, at begå sig på internettet. Det første ord, han googler, er ’verdensherredømme’.
LÆS OGSÅ Nordmændene er vilde med bogen om Hamsuns Hitler-møde
Den genrejste tv-mand tager stationens stjerne med rundt i Tyskland. Hitler er et hit. Overalt vinder han folks sympati med sine talegaver. Intet kan tilsyneladende slå fejl for den genkomne Führer, der så småt begynder at kunne ane vejen tilbage magtens tinder.
Men så sker det, der ikke må ske. Hitler begår den fejl, en moderne superstjerne bare ikke må komme i nærheden af. Han bliver irriteret og skyder en hund. Ganske vist en irriterende lille tæppetisser med flere aggressioner end hjerneceller bag sin buskede pels, men der er vidner, og popularitetens kortvarige kerte synes at brænde ud for den genopstandne Hitler.
»Hitler er og bliver død. Det, der plager os nu, er Hitlers spøgelse. Men det er jeg ikke bekymret for. Hvad jeg derimod er bange for, er dem, som ikke længere bare er højreorienterede, og som er kommet til magten rundt omkring. Jeg tænker på partier som Fidesz i Ungarn og PiS i Polen, men også i Danmark, Frankrig, Italien og Sverige er de højrepopulistiske partier en reel magtfaktor. Det er meget mere skræmmende end Hitler«, mener professor i nyere tysk historie Wolfgang Wippermann fra Freie Universität i Berlin.
Han giver ikke meget for ofte gentagne påstande og konspirationsteorier om, at Adolf Hitler slet ikke begik selvmord i sin bunker, men tværtimod havde held til at flygte væk fra det belejrede Berlin. Herfra drog han ifølge teorierne til Latinamerika.
LÆS OGSÅ »Jihadisterne har en brutalitet, som nazisterne ikke når i nærheden af«
Til gengæld anerkender han, at filmen ’Er ist wieder da’ er en stor succes.
»Det handler ikke om Hitler, men derimod om filmen. Tyskerne griner over filmen, ikke ad Hitler, for han er død. Det, der plager os, er hans spøgelse. Vi interesserer os i dag langt mere for den fiktive figur end for den rigtige Adolf Hitler«, mener Wolfgang Wippermann.
Hitler sælger stadig
Enhver redaktør ved det. Sætter man Adolf Hitler på forsiden af sit magasin, sælger det betragteligt flere eksemplarer end normalt, ligesom en overskrift med ord som ’nazi’ og ’Hitler’ som regel også trækker brugere til på netmedier.
Sådan er det også i Tyskland.
Endnu.
»Man har i årevis sagt ’Hitler sælger’, men det er faktisk mindre og mindre. Kommercialiseringen af Hitler og nazisterne nærmer sig slutningen. Tiden er ved at rinde ud for Hitler-eksperter. Eksperter i terror overtager skrækscenen«, mener Wolfgang Wippermann.
Historikeren tror således ikke på noget stort salg, når professorer fra delstaten Bayern til januar genudgiver ’Mein Kampf’ i en ny udgave – kommenteret og tolket, så ingen tager skade. Myndighederne i Bayern fik i sin tid overdraget ansvaret for ’Mein Kampf’ af de allierede besættelsesmagter, fordi bogen, som Hitler skrev i et fængsel i München, blev udgivet her.
DIKTATORTESTEN Kan du kende forskel på Adolf Hitler og Georg Brandes?
»Den vil ikke interessere andre end uforbederlige Hitler-fans og Hitler-biografer«, forudser Wolfgang Wippermann.
Sven Felix Kellerhoff, der netop har udgivet sin bog om ’Mein Kampf’ mener derimod, at det er bydende nødvendigt at få den nye udgave af værket ud.
»Alle kender titlen, men ikke indholdet. Det er det sorte hul, som al forskning i nazismen drejer sig om. Myten om ’Mein Kampf’ har fået lov at vokse, fordi det var ’den forbudte bog’ med det farlige indhold, som kan forvirre nutidens tyskere. Det er vanvid. I virkeligheden er ’Mein Kampf’ en frygtelig dårlig bog. Forbuddet er det eneste, som har gjort den attraktiv som provokation«, mener han.
Tilbage står spørgsmålet, om Adolf Hitler efter en tur gennem en fiktiv tidsmaskine ville have en chance for at begå sig på vore dages bonede gulve som toppolitiker.
Et job, han ikke udviser den store respekt for i filmen, hvor den genopstandne Führer undrer sig over, at »en kvabset kvinde« kan regere over det tyske Vaterland, at Polen har fået lov at blive et selvstændigt land igen, og at et forenet Europa styres fra Bruxelles.
»En Hitler-skikkelse, som ham, der steg op og kom til magten i Weimarrepublikken, vil formentlig ingen chancer have i det moderne Europa. Men en propagandist, som passer til nutidens medievaner, ville nok have ganske gode chancer lige for tiden. Tænk på den succes, som en Jörg Haider fik i Østrig, eller som Geert Wilders har i Holland. Heldigvis har vi ikke sådan en mand eller kvinde i Tyskland. Hvis det skal ændres, vil demokratiet og retsstaten i Tyskland muligvis komme i fare«, mener journalisten og forfatteren Sven Felix Kellerhoff.
Professor i historie Wolfgang Wippermann er enig. Hitler er død, og der kommer ikke nogen, som kan komme til magten på hans måde.
Ironisk nok sætter Der Führer sine arvtagere i partiet NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands), som ofte beskyldes for at være nynazistisk, grundigt på plads i filmen. Men hvis de højreradikale partier får magt, er demokratiet i fare, mener professoren.
»Det kan vi europæere heldigvis selv forhindre, hvis vi udvider vores demokratiske rettigheder i stedet for konstant at tillade, at de bliver indskrænket«.
Filmen ’Er ist wieder da’ ventes at få dansk premiere til foråret.